Økonomiske konsekvenser af at leve på kontanthjælp

Susan er i midten af 40’erne og bor i en mindre lejlighed sammen med den yngste af sine to døtre. Den ældste har haft flere depressioner og bor ikke længere hjemme, mens den yngste ofte er syg og lider af svær astma. Susan har en uddannelse som SOSU-hjælper, og har arbejdet i forskellige vikaransættelser inden hun blev gravid med sin yngste datter for elleve år siden. Under graviditeten fik Susan en virus på balancenerven og kom efter sin barselsperiode på sygedagpenge, som blev forlænget af to perioder inden hun måtte gå på kontanthjælp. I samme periode fik hun en diskusprolaps, hun blev skilt og hendes egen mor døde af kræft.

Susan har ikke været på arbejdsmarkedet siden og har i mere end otte år haft en økonomi baseret på kontanthjælpsydelsen for enlige mødre. Ifølge hende selv, har det haft store konsekvenser for hendes liv, at hun oveni fysiske og personlige problemer, har haft en begrænset økonomi over flere år.

Vi kan ikke putte alle i én kasse

Over flere årtier har der ophobet en stor mængde forskning om effekterne af den aktive arbejdsmarkedspolitik. Især er en række aktiverings- og beskæftigelsesindsatser blevet evalueret rundt om i de fleste vestlige lande. Resultaterne af forskningen har i flere tilfælde haft stor indflydelse på udformningen af politikken på området. Det gælder eksempelvis forskning i effekterne af økonomiske sanktioner som værktøj til at få ledige i arbejde. Her har politikere med direkte henvisning til udvalgte effektstudier, gentagne gange strammet lovgivningen.

En omfattende kortlægning af international forskning på området peger imidlertid på substantielle mangler i forhold til nuancerne og mangfoldigheden i den tilgængelige viden – både med hensyn til de indsatser der evalueres og de målgrupper der studeres. At disse nuancer bortfalder i forskningen kan have alvorlige konsekvenser for de ledige, der er genstand for politikken. Med andre ord er det oftest tilfældet, som klicheen antyder, at ’one size doesn’t fit all’. I forskningen findes imidlertid stadig det fremherskende billede, at der er en one-size-klient (de arbejdsløse), en one-size-indsats (aktivering) og et overfladisk fokus på one-size-resultater (kvantificerbare mål for jobeffekter).

Afsløringen af huller i den tilgængelige viden bør føre til mere nuanceret forskning i fremtiden. Denne forskning bør omformulere, hvordan vi ser på aktivering, startende med erkendelsen af, at én størrelse ikke i virkeligheden passer til alle, når det kommer til den aktive arbejdsmarkedspolitik. Udviklingen af beskæftigelsespolitikken peger imidlertid på, at beskæftigelsespolitikken stadig behandles som et “one size fits all”-koncept. På denne baggrund kan det hævdes, at alt for mange mennesker forventes at deltage i indsatser, selvom det er tvivlsomt og meget uklart, om dette er den bedste eller endda mest effektive måde at tackle de barrierer, der er årsagen til den enkelte lediges arbejdsløshed. Tendensen peger desværre i en negativ retning, men forhåbentlig kan ny og mere nuanceret forskning ændre den udvikling.

Anerkendelsen af behovet for nuancerede tilgange til indsatsen overfor forskellige grupper af ledige kan have substantielle konsekvenser for politikudviklingen. Det er udfordringen for beskæftigelsesforskningen fremover. Selvom det er vanskeligt, bør det ikke negligeres gennem et håbløst forsøg på at klamre sig til ’one-size-fits-all’-mentaliteten. I stedet skal vi omfavne udfordringen med det ene mål i sigte at forbedre indsatsen for de ledige.

(Indlægget er baseret på: Jensen, Sophie Danneris (2016): One size doesn’t fit all: Diversifying research on active labor market policies. In press Journal of Social Work & Society.)

Borgercase Aksel: Om at give op

Flere af de borgere, jeg har fulgt gennem de seneste to år, er for nylig blevet visiteret til ressourceforløb, efter deres sag har været behandlet i et rehabiliteringsteam. Fælles for dem er, at udsigten til endnu tre til fem år i jobcentres ’varetægt’ efterlader dem i et tomrum af uvished, opgivenhed og afmagt. Fælles for dem er også, at deres sagsbehandlere ikke har kunnet give dem svar på, hvad den ekstra indsats som ressourceforløbet berettiger til, består af i netop deres tilfælde. Det gælder eksempelvis for David, der fik svaret, at de kunne tilbyde ham en virtuel mentor, som han kunne tale med en gang ugentligt. Og det gælder for Aksel, der nu har givet op: