Lotte er i midten af 30-erne og bor i en etværelses lejlighed i en lille landsby. Lotte er opvokset i et hjem med en alkoholisk far og hjemmegående mor og har gennem sin ungdom være misbruger af hash og forskellige piller. Hun har nu været stoffri i snart tre år, men er sygemeldt på kontanthjælp med depression og angst, og har derudover en ADHD diagnose, som hun er stærkt medicineret for. Lottes netværk er yderst begrænset – og består reelt kun af hendes forældre; faren er i dag tørlagt alkoholiker og moren kræftsyg.
Lotte er ordblind, hendes højest fuldførte uddannelse er 10. klasse og hendes eneste kontakt til arbejdsmarkedet er få ufaglærte jobs og forskellige praktikker hos en bager, kiosk, blomsterhandler og på et plejehjem. Hun har senest været på kontanthjælp siden 2008. Men Lotte drømmer om at blive SOSU-hjælper. Gennem de to år jeg har fulgt Lotte, var hendes situation forholdsvis uændret indtil hun blev gravid og i sommers fik en datter. Inden da gik Lotte på ordblindekursus, passede sin medicin og kæmpede med flere mislykkedes mentorordninger.
”Jamen det er gået sådan op og ned. Jeg er i gang med at få den tredje mentor fordi.. Den første var jeg rigtig glad for og hun, hende mistede jeg pga. at hun skulle arbejde med børn og sådan alvorlige problemer i stedet for, med børn og deres forældre. Så fik jeg en anden en, hende kunne jeg ikke sammen med (I: okay) Og så får jeg en ny her i morgen. Så”.
Trods tumulten omkring de skiftede mentorer har Lotte været glad for at have en støtte i hjemmet, som har hjulpet hende med at få struktur på hverdagen, der ellers er vanskeligt for hende:
”Øhh jeg får struktur på min hverdag så jeg ved hvad jeg skal, fordi hun laver en liste til mig med hvad jeg skal og med aftaler og .. så jeg kan hænge det op på køleskabet så jeg ikke bliver forvirret. (I. Okay) Så jeg kan sige det skal jeg lave i dag, men den er der ikke lige nu .. så det, så jeg kan se at det skal jeg lave i dag, det skal jeg lave i morgen okay. Så jeg har noget at rette mig efter. For ellers går verden sådan lidt i stykker. (I: hmm okay) og så kan jeg ikke finde ud af det”.
Da jeg besøger Lotte igen i sommers, efter hun har født sin datter, møder jeg en presset ung kvinde, der ikke har ro i sit hjem. Lotte fortæller, at hendes hverdag er blevet ’invaderet af mennesker, der skal overvåge hendes rolle som mor:
”Der er en fra Vendepunktet [privat firma hyret af spædbørnsteamet i kommunen]. Og det er en af dem der skal observere mig. Så er der Anne, det er min sundhedsplejerske. Så er der Mette, det er min bostøtte der kommer hjem og kigger til mig angående hvordan jeg har det og hvordan det står til. Og den anden Anne, hun kommer også fra Vendepunktet af, hun skal observere mig. Så er der en der hedder Lise, som også kommer fra Vendepunktet af og hun skal også observere mig (…). Jeg kan give dig et eksempel på øh.. jeg havde fået min datter til at sove sådan sove. Og så gik jeg ned på toilettet og så kom hende Anne der på et tidspunkt og hun kommer ind og ser min datter og ligge og pludre og ligge og slå til tingene. Og så kommer hun ned sådan ned til mig og siger: ’Skal du ikke tage dig af din datter?’ Så siger jeg: ’Jeg har da for p.. lov til at gå på toilettet og da jeg lagde hende der sov hun’. ’Ja, men nu er hun vågen’. Øh. Jeg føler faktisk ikke at jeg må nærmest gå på toilettet eller se fjernsyn for den sags skyld for dem. Og det pisser mig af”.
Da jeg efterfølgende spørger Lotte, hvad hun gør med de følelser, der opstår i hende, siger hun, at hun går med det inden i sig selv, fordi hun ikke har nogen at snakke med. Hun føler ikke, at hun kan tale med nogen af de mange mennesker, der dagligt kommer i hendes hjem, og hun bliver mere og mere angst for sin egen og datterens fælles fremtid, uden at kunne dele denne angst med nogen. Da jeg forlader Lotte, har hun dog stadig drømme for fremtiden:
”Min fremtid. Jamen så er jeg uddannet som SOSU-assistent. Og jeg har min datter hos mig. Og vi har en lejlighed. Enten bor vi hos kæresten eller også bor vi for os selv. I hvert fald. Og måske har jeg en mere. Det ved jeg ikke. Men jeg har også et arbejde altså. Så. Jo, jeg har drømmene.”
BIP - BeskæftigelsesIndikatorProjektet 