Økonomiske konsekvenser af at leve på kontanthjælp

Susan er i midten af 40’erne og bor i en mindre lejlighed sammen med den yngste af sine to døtre. Den ældste har haft flere depressioner og bor ikke længere hjemme, mens den yngste ofte er syg og lider af svær astma. Susan har en uddannelse som SOSU-hjælper, og har arbejdet i forskellige vikaransættelser inden hun blev gravid med sin yngste datter for elleve år siden. Under graviditeten fik Susan en virus på balancenerven og kom efter sin barselsperiode på sygedagpenge, som blev forlænget af to perioder inden hun måtte gå på kontanthjælp. I samme periode fik hun en diskusprolaps, hun blev skilt og hendes egen mor døde af kræft.

Susan har ikke været på arbejdsmarkedet siden og har i mere end otte år haft en økonomi baseret på kontanthjælpsydelsen for enlige mødre. Ifølge hende selv, har det haft store konsekvenser for hendes liv, at hun oveni fysiske og personlige problemer, har haft en begrænset økonomi over flere år. Læs resten

Reklamer

En kontanthjælpsmodtagers tro på jobbet

På nuværende tidspunkt peger min forskning på, at en borgers egen tro på at han eller hun kan gøre det der skal til for at komme i job, er afgørende for at det også lykkedes. Det bakkes op af andre studier på området, herunder BIP-målingerne, samt forskning indenfor det psykologiske felt. Men mens den eksisterende forskning har peget på vigtigheden af de konkrete møder mellem borgere og sagsbehandlere for at understøtte borgernes tro på egne kompetencer, så er der ingen der har undersøgt hvordan det rent faktisk udspiller sig i praksis. Hvis sagsbehandlerne skal blive bedre til at styrke borgernes tro på egne kompetencer, så er det ikke nok blot at vide, at denne del af det beskæftigelsesfaglige arbejde er vigtig; det er også afgørende at vide hvordan man gør det. Derfor har jeg sammen med en kollega dykket ned i mit datamateriale og set nærmere på, hvordan borgerne giver udtryk for deres tro på egne kompetencer, og hvordan sagsbehandlerne responderer på denne tro i de konkrete møder i jobcentrene og på praktiksteder. Læs resten

Vi kan ikke putte alle i én kasse

Over flere årtier har der ophobet en stor mængde forskning om effekterne af den aktive arbejdsmarkedspolitik. Især er en række aktiverings- og beskæftigelsesindsatser blevet evalueret rundt om i de fleste vestlige lande. Resultaterne af forskningen har i flere tilfælde haft stor indflydelse på udformningen af politikken på området. Det gælder eksempelvis forskning i effekterne af økonomiske sanktioner som værktøj til at få ledige i arbejde. Her har politikere med direkte henvisning til udvalgte effektstudier, gentagne gange strammet lovgivningen.

En omfattende kortlægning af international forskning på området peger imidlertid på substantielle mangler i forhold til nuancerne og mangfoldigheden i den tilgængelige viden – både med hensyn til de indsatser der evalueres og de målgrupper der studeres. At disse nuancer bortfalder i forskningen kan have alvorlige konsekvenser for de ledige, der er genstand for politikken. Med andre ord er det oftest tilfældet, som klicheen antyder, at ’one size doesn’t fit all’. I forskningen findes imidlertid stadig det fremherskende billede, at der er en one-size-klient (de arbejdsløse), en one-size-indsats (aktivering) og et overfladisk fokus på one-size-resultater (kvantificerbare mål for jobeffekter).

Afsløringen af huller i den tilgængelige viden bør føre til mere nuanceret forskning i fremtiden. Denne forskning bør omformulere, hvordan vi ser på aktivering, startende med erkendelsen af, at én størrelse ikke i virkeligheden passer til alle, når det kommer til den aktive arbejdsmarkedspolitik. Udviklingen af beskæftigelsespolitikken peger imidlertid på, at beskæftigelsespolitikken stadig behandles som et “one size fits all”-koncept. På denne baggrund kan det hævdes, at alt for mange mennesker forventes at deltage i indsatser, selvom det er tvivlsomt og meget uklart, om dette er den bedste eller endda mest effektive måde at tackle de barrierer, der er årsagen til den enkelte lediges arbejdsløshed. Tendensen peger desværre i en negativ retning, men forhåbentlig kan ny og mere nuanceret forskning ændre den udvikling.

Anerkendelsen af behovet for nuancerede tilgange til indsatsen overfor forskellige grupper af ledige kan have substantielle konsekvenser for politikudviklingen. Det er udfordringen for beskæftigelsesforskningen fremover. Selvom det er vanskeligt, bør det ikke negligeres gennem et håbløst forsøg på at klamre sig til ’one-size-fits-all’-mentaliteten. I stedet skal vi omfavne udfordringen med det ene mål i sigte at forbedre indsatsen for de ledige.

(Indlægget er baseret på: Jensen, Sophie Danneris (2016): One size doesn’t fit all: Diversifying research on active labor market policies. In press Journal of Social Work & Society.)

Borgercase Daniel: Uegnet til job men for ung til førtidspension

feeling trapped

Daniel er i midten af 30-erne og har en ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet bag sig. Årsagen til de skiftende job og gentagne perioder på kontanthjælp er, at Daniel har en bipolar sindslidelse og diagnosticeret med svær ADHD. I sit seneste job, hvor Daniel var i næsten seks år, svingede han mellem at arbejde intensivt i op mod 60 timer ugentligt for derefter at blive sygemeldt med stress- og depressionslignende symptomer i flere måneder ad gangen.

’Jeg fik dårlig samvittighed over for mine arbejdskollegaer over at jeg ikke kunne varetage mit arbejde og jeg ikke kunne varetage de opgaver jeg havde stillet mig selv. Hvor jeg så faktisk næsten bare lå i fosterstilling hjemme på sofaen og ikke – egentligt ikke havde det særligt godt med mig selv’. Læs resten

Borgercase Aksel: Om at give op

selvmord

Flere af de borgere, jeg har fulgt gennem de seneste to år, er for nylig blevet visiteret til ressourceforløb, efter deres sag har været behandlet i et rehabiliteringsteam. Fælles for dem er, at udsigten til endnu tre til fem år i jobcentres ’varetægt’ efterlader dem i et tomrum af uvished, opgivenhed og afmagt. Fælles for dem er også, at deres sagsbehandlere ikke har kunnet give dem svar på, hvad den ekstra indsats som ressourceforløbet berettiger til, består af i netop deres tilfælde. Det gælder eksempelvis for David, der fik svaret, at de kunne tilbyde ham en virtuel mentor, som han kunne tale med en gang ugentligt. Og det gælder for Aksel, der nu har givet op: Læs resten

Borgercase Lotte – når systemet tager over(hånd)

Lotte er i midten af 30-erne og bor i en etværelses lejlighed i en lille landsby. Lotte er opvokset i et hjem med en alkoholisk far og hjemmegående mor og har gennem sin ungdom være misbruger af hash og forskellige piller. Hun har nu været stoffri i snart tre år, men er sygemeldt på kontanthjælp med depression og angst, og har derudover en ADHD diagnose, som hun er stærkt medicineret for. Lottes netværk er yderst begrænset – og består reelt kun af hendes forældre; faren er i dag tørlagt alkoholiker og moren kræftsyg. Læs resten

Den sidste kontakt.

Selvom det har været hårdt at rejse rundt til de aller yderste afkroge af Danmark og lytte til personlige fortællinger om sorg, fattigdom, bristede drømme, sygdom og afmagt, så er det også med stor vemodighed og en klump i halsen, at jeg i går havde den sidste kontakt med de kontanthjælpsmodtagere, jeg har fulgt gennem de sidste to år. Fordi de er mennersker, der har åbnet deres dør for mig, inviteret mig ind i deres liv, krænget deres inderste tanker ud og delt deres nederlag med mig i håb om at kunne hjælpe andre. Og fordi de også har kunnet fortælle om håb og nye drømme for fremtiden. Vi har grinet og grædt sammen og jeg vil altid være dem taknemmelige for den tillid de har vist mig.

Jeg skal nu bruge de næste mange måneder på at bringe deres fortællinger videre så de forhåbentlig kan komme til at gøre en forskel i arbejdet med aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Derfor vil der fremover blive mere aktivitet her på bloggen, og jeg vil gerne opfordre jer til endelig at kommentere på casene og komme med input til, hvad I godt kunne tænke mig, at jeg undersøger nærmere i de kommende analyser. 

Og tak fordi I læser med!